Om Mand21
Mand21 er en årlig samling af 120 mænd. En weekend hvor vi træder ud af hverdagens hamsterhjul, forventninger og forpligtelser. To dage hvor du får mulighed for at dykke ned i spørgsmål som: Hvad længes du efter? Hvad holder dig tilbage? Og hvor finder du modet og kraften til at tage det næste vigtige skridt i dit liv? Det kan være i forhold til dit arbejdsliv, din fritid, dit parforhold og i din rolle som far (hvis du har børn).
Hvem bør deltage?
Mand21 er for alle typer mænd: Livsglade skolelærere, sorgramte direktører, selvsikre arkitekter, usikre tømrere, regnearks-orienterede revisorer, fraskilte politikere, hovedrige selvstændige, wanna-be og publicerede forfattere, fædre hvis børn er flyttet hjemmefra, forvirrede studerende, mænd der savner en kvinde i deres liv eller mænd ikke er sprunget ud af skabet endnu.
Hvem står bag Mand21?
-
Jesper Krog
Co-founder, pensionschef
-
Jakob Kærgaard
Co-founder, forfatter og mandecoach
-
Thomas Buch Andersen
Co-founder, journalist & vært
-
Sofus Midtgaard
Co-founder, iværksætter & bestyrelsesmedlem
Mand21 bliver til i samspil med en række facilitatorer, producere og andre mænd, der hjælper med planlægning og afvikling. Du kan læse mere om holdet bag.
Her kan du læse lidt om vores motivation for at starte Mand21…
Hvorfor laver vi Mand21?
Ideen til Mand21 opstod, fordi vi alle har oplevet, hvad stærke, sårbare og ærlige mandefællesskaber kan. Den gave vil vi gerne give videre til mange flere mænd.
Oplevelsen af et berusende broderskab og nære nye venskaber, når mænd mødes på denne måde.
Muligheden for at starte en rejse med afsæt i, hvad du længes efter, drømmer om og måske glemte et sted der på vejen gennem studier, karriere, ægteskab, børn, skilsmisse, pension – eller hvor langt du nu er nået i livet.
Hvad vi tror på?
På Mand21 er der ingen quick-fix eller smarte råd. Ingen opskrifter. Eller skabeloner du skal passe ind i. Men vi skaber en ramme, hvor du får mulighed for at mærke efter og blive inspireret, udfordret, spejlet og holdt.
Der er ikke nogen guruer her. Kun mænd. Med alle deres forskelligheder, talenter, mangler og gaver. Vi kan garantere dig for, at det bliver udfordrende. Men hvis du tør, er der også mulighed for at åbne nye døre i dig selv. At genfinde dig selv. At stå rent og modigt i den du er – for for alvor at kunne være noget for andre. Måske endda finde modet til at starte nye eventyr eller forfølge gamle drømme.
Men det hele afhænger af dig. Er du villig til at læne dig ind? Tør du blotte dig? Tør du dele dit shit. Tør du tale din sandhed?
Mand21 blev afholdt første gang tilbage i juni 2021 og igen i juni 2022, 2023 og 2024 og var alle fire gange en kæmpe succes målt på deltagernes evaluering (NPS fra 69-76).